Det vi i dag kender som Wicca, siges at stamme fra det oprindelige New Forest Coven i England, og derigennem fra Gerald Gardner, som i 1940’erne og starten af 50’erne grundlagde Bricket Wood Coven. I samarbejde med sin daværende ypperstepræstinde, Doreen Valiente, udarbejdede Gardner The Book of Shadow, som vi på dansk kalder Skyggernes Bog.
Det vi i dag kalder for den 'Gardnerianske' tradition er således den ældste form for Wicca, og sammen med den 'Alexandrianske' tradition (fra Alex & Maxine Sanders), udgør den traditionel Wicca. Grundlæggende betyder dette, at Wicca er en initiatorisk mysteriereligion.
Gardner fastholdt at have arvet dele af Wiccas ritualer og skikke fra det oprindelige coven han var blevet indviet i, men at han også var nødt til at udforme meget af det skriftlige materiale på egen hånd.
Gardner fik størstedelen af sin inspiration fra okkulte ordener, især Frimureri og Det Gyldne Daggry, og fra litterære værker, særlig fra Aradia, or the Gospel of the Witches (1899) af Charles Godfrey Leland, The Witch-Cult in Western Europe (1921) af Margaret Murray, The White Goddess (1948) af Robert Graves, The Golden Bough (1890) af James George Frazer, samt renæssance-grimoiren The Key of Solomon (Clavicula Solomonis). Aleister Crowleys thelemiske tekster, især The Gnostic Mass (Liber XV), øgede ligeledes indflydelse på Gardners rituelle materiale. Gerald Gardner indrømmede selv mange af hans kilder.
Gardnerianske og Alexandrianske hekse er organiseret i covens, der ledes af en ypperstepræstinde og/eller ypperstepræst. Et coven kan bestå af et antal af 3 personer og op til 13 medlemmer. Der er ingen øvre leder, guru eller centraliseret organisation i Wicca. Wicca består derimod af et netværk af selvstændige covens.
Et coven der ledes af en ypperstepræstinde og -præst af Tredjegrad, er komplet uafhængigt. Et sådan coven har ideelt set alle de nødvendige forudsætninger for, på egen hånd, at oplære og indvie op til alle tre grader i det wiccanske præsteskab.
Oplæring i covenet – både praktisk, magisk og rituelt – er en vital del af traditionel Wicca. Oplæring kræver en vis disciplin, dedikation, og en grundig selvransagelse hos eleven såvel som hos læreren.
Oplæring, træning og deltagelse er nogle af de vilkår, der adskiller traditionel Wicca, fra hvad der sommetider kaldes eklektisk Wicca; en traditionel wiccaner er initieret i en specifik heksetradition, arbejder sammen med sit coven, og oplæres i et okkult præsteskab. En eklektisk wiccaner derimod, tilhører ikke en tradition, men tilvender sig en praktisering af Wicca udelukkende på baggrund af egen belæsthed, erfaring og selvkritik. En eklektisk wiccaner er som følge heraf ofte solitær udøver: ene om at praktisere sin heksekunst.
Begrebet ‘eklektisk’ kan dog være misvisende her, eftersom traditionel Wicca også kan beskrives som eklektisk i den forstand, at der ofte eksperimenteres med forskellige magiske systemer, riter, og andet i såkalde traditionelle covens. Vores heksekunst har en vis særegenhed og struktur, men den er grundlæggende intuitiv og kreativ.
I et coven opfordres alle til at tage aktivt del i arbejdet med ritualer eller andre begivenheder. Dette fordi det er alles ansvar, at sabbatten bliver en vellykket højtid til dybere gavn for krop og sind.
Vi forstår, at en sabbat allerede finder sted, når forberedelserne er i gang. Selv det at rense, eksempelvis, en ritualplads for tidsler er en del af sabbatten, og skal gøres med glæde – for den kraft der lægges i forberedelserne, lægges også i riterne.
Eftersom Gardneriansk og Alexandriansk heksekunst er initiatorisk, indebærer det, at den pågældende person undergår en indvielse, der udføres af en ypperstepræstinde eller ypperstepræst, før personen anses for at være et fuldkomment medlem af covenet og traditionen.
Der opereres med tre indvielsesgrader, som på forskellig vis markerer initiantens magiske læring og rolle i forhold til covenet, med hvilket han eller hun er en del. Det er dog ikke alle indviede wiccanere, som indvies til Andengrad eller sågar Tredjegrad, af den simple grund, at ikke alle wiccanere ønsker at gå ind i arbejdet som ypperstepræst eller ypperstepræstinde.
På den anden side opfordres alle i et coven til at videreudvikle deres evner og realisere deres ideal, uanset om de bevidst stiler mod den næste indvielsesgrad eller ej. Den første indvielse ind i det wiccanske præsteskab er fuldgyldigt nok i sig selv.
De tre indvielsesgrader betyder også, at tilblivelsen af nye covens sker gradvist (rent bogstaveligt) samt at dannelsen af flere covens normalt er en proces, der tager lang tid.
Førstegrad: kandidaten optages i traditionen og heksekulten, dets præsteskab, og det pågældende coven. Initianten erklæres for præstinde eller præst. Den magiske udvikling og rolle i forhold til covenet og sig selv iværksættes for alvor.
Andengrad: Initianten erklæres for ypperstepræst eller ypperstepræstinde. Vedkommende har opnået status til at indvie andre til Første- og Andengrad samt starte eget coven. De tager også større ansvar for at videreudvikle og vejlede andre i sit coven.
Tredjegrad: Initianten opnår en komplet status til at starte og lede eget coven helt uafhængigt og er hermed i stand til at indvie til alle tre grader. Normalt gives Tredjegrad til personer, som har opnået en form for særlig seniorstatus i Wicca.
De tre indvielsesgrader markerer derfor blandt andet kundskab og erfaring, samt evnen til at demonstrere disse.
En mand indvies af en kvinde; og en kvinde af en mand – og kun en ypperstepræst eller
ypperstepræstinde, kan indvie nye hekse ind i deres coven og i traditionen. Ingen under 18 år bliver sædvanligvis indviet. Gardnerianske and Alexandrianske covens stiller høje krav om modenhed og engagement.
Inden for traditionel Wicca gives der absolut frirum til den enkelte udøvers forståelse af og forestilling om det guddommelige. Dette er vigtigt at være opmærksom på, fordi det er den personlige oplevelse med den guddommelige kraft, der er altafgørende for Wicca som mysteriereligion. Derfor må hver enkelt præst og præstinde granske deres egen ydre og indre verden, for at opleve den guddommelige kilde.
Generelt personificeres det guddommelige i en gudinde og en gud. Den enkelte guddoms identitet og tilhørssted variere ofte fra coven til coven og fra udøver til udøver (selv inden for den samme tradition).
Den traditionelle skildring af Gudinden er i hendes tre skikkelser: Jomfru, Moder og den Gamle Vise (eller Vølve) og i denne sammenhæng kaldes hun også for Den Trefoldige Gudinde. Hun kendes også som Den Store Moder og Moder Jord. Gudinden i Wicca er også Stjerne- og Månegudinden, som hersker over de himmelske skarer, og som sender sin datter til Jorden for at lære sine hekse om den hemmelige trolddomskunst.
Guden skildres traditionelt som halvt dyr og halvt menneske, lignende den græske gud Pan og andre hornede guder fra oldtiden. Guden kendes derfor også som Den Hornede. Han er både Jægeren og den Jagede, den vilde natur og den tæmmede dyreflok. I årshjulet fremtræder han også som Solguden, da solhverv og jævndøgn følger solens tiltagende og aftagende styrke. Guden skildres også som Dødens og Underverdenens Hersker.
Gudinden og Guden fremstilles ofte som at stå i forhold til hinanden, som det guddommelige til det menneskelige: Gudinden (som det guddommelige) er evig, mens Guden (som det menneskelige) dør og genfødes i en årlig cyklus, som årshjulet drejer.
Magi og heksekunst er en grundlæggende del af traditionel Wicca. At have en personlig magisk praksis er ofte en forudsætning for at blive indviet. Inden for den Gardnerianske og Alexandrianske tradition er man derfor først og fremmest heks. Etymologisk set er også ordet wicca af oldengelsk herkomst og forgænger til ordet witch; dette er desuden hovedårsagen til, at ordet Wicca i sin tid blev tilskrevet Gerald Gardners heksekult, hvis indviede han ofte refererede til som the Wica.1
Mange Gardnerianske og Alexandrianske hekse i dag foretrækker stadig at referere til deres religion som heksekunst og heksekulten snarere end betegnelsen Wicca.
Heksekunsten i Wicca kombinerer forskellige former for magiske praksisser, fra alskens 'folkemagi' til 'ceremoniel magi'. Ceremoniel eller rituel magi defineres ofte som en magisk kunst funderet i intensivt esoterisk studie samt indvielse; den har rod i Renæssancens okkultisme samt 1700- og 1800-tallets magiske ordener såsom Frimureri og Det Gyldne Daggry (The Hermetic Order of the Golden Dawn). Ofte forbindes ceremoniel eller rituel magi ligeledes med Aleister Crowley’s magisk-religiøse system Thelema samt Ordo Templi Orientis (OTO).
Wiccas heksekunst består også af forskellige aspekter af folkemagi, urtekundskab og trolddom. Disse aspekter beskrives ofte som shamanistisk, praktisk, intuitiv og ekstatisk. For mange hekse er heksekunst netop en kunst i ordets flersidige betydning - det at kunne; et værk; et skabende virke samt produkterne heraf. Vores heksekunst har rodfæste i vores kroppe, stemmer, sten, flammer, flod og vind; den forankres i lyden af trommer, et hjerte der banker, galdersang, heksedans og midnatsriter.
En vigtig del af heksekunsten i Wicca omhandler også elementlæren, som har rødder i både antikken og alkymien. Vi anskuer vores okkulte univers som bestående af fire fundamentale elementer: jord, luft, ild og vand. Disse elementer, forenet af ånd, er udgangspunkt for en esoterisk filosofi og menneskesyn inden for Wicca.
Cirklen som et helligt tempel, indvielsesriterne, oplæringen og rituallæren er således gennemgribende elementær i denne forstand. De fem elementer udgør pentagrammets fem takker – det primære religiøse symbol i Wicca. En wiccansk heks arbejder derfor dybdegående med elementerne, og stræber mod at nå til en nøje forståelse for samspillet mellem elementernes kræfter, og sig selv som en del af dette univers.
Gardnerianske og Alexandrianske hekse praktiserer normalt skyclad eller himmelklædt, hvilket betyder, at vi er nøgne i vores riter. Ritual nøgenhed er dog ikke altid muligt, da mange foretrækker at udføre deres ritualer ude i naturen. De fleste skyclad ritualer afholdes derfor indendørs, medmindre årstiden og omstændighederne gør det muligt at være nøgen under den åbne himmel.
I traditionel Wicca arbejdes der med en række magiske værktøjer: athame (sortskæftet kniv), sværd, pentakel, stav, hvidskæftet kniv, røgelseskar, bånd og pisk. Hertil kan tilføjes yderligere rituelle genstande såsom bæger, gryde, klokke og kost.
Alle redskaberne repræsenterer en eller flere egenskaber og tillægges ofte en maskulin eller feminin attribut eller en blanding af disse. For eksempel associeres athamen ofte med egenskaber såsom viljestyrke og handlekraft. Redskaberne er vores hellige regalier, som former vores alter og cirkel.
Wicca beskrives sommetider som en frugtbarhedskult, om end dette begreb let kan føre til en naiv misforståelse. Frugtbarhed handler ikke blot of menneskers seksuelle reproduktion, men snarere om en cyklisk tidsforståelse, og en fejring af fødsel, død og genfødsel. Naturens frugtbarhed er ofte et centralt omdrejningspunkt i vores riter, såvel som menneskets væren i denne cyklus. Men vinter, forår, sommer og efterår er ikke kun konkrete forandringer i naturen, men også mystiske processer i vores virke og væren. Frugtbarhed betyder derfor mere end bare forplantning i wiccansk øjemål; vi bærer frugt, og er frugtbare, på mange forskellige planer.
Årstidsfejringerne tæller otte sabbatter i alt, og disse kaldes generelt ved deres keltiske og germanske eller nordiske navne: Yule (Jul), Imbolc (Kyndelmisse), Forårsjævndøgn, Beltane (Valborgsaften), Midsommer, Lammas (Høstfest), Efterårsjævndøgn og Samhain (Allehelgensaften).
Ud over at kredse om otte store årstidsfejringer, er der også fokus på tretten fuldmåner i løbet af et årshjul. En fuldmånerite eller anden covensamling kaldes for en esbat. En esbat er normalt dedikeret til magisk arbejde af den ene eller anden art.
Jordens, Månens og Solens kræfter kan siges at være hjertet i vores heksekunst. Eksempelvis er Jorden både vores fysiske omstændighed (skove, bjerge, havet, marker, dyr, planter osv.), men Jorden er også selve liv og død, skabelse og forfald, og alt det der ligger imellem.
Noter:
1 Valiente, Doreen. 1973. An ABC of Witchcraft: Past and Present. (s. 155-157)
2 Ordet 'Wicca' blev først brugt som en gængs betegnelse for religionen i 1960'erne; førhen var det blot ordet 'Witchcraft', som var det gængse navn. I sin bog Witchcraft Today (1954) refererer Gardner primært til the 'witch-cult' og til de indviede inden for heksekunsten som 'the Wica'.